Langesvej 7 er nu også et A2010 hus
- Jesper Gadegaard
- Sep 15
- 2 min read
Det er ikke længere kun os på Langesvej 10 der kan bryste os af et A2010 energimærke. Nu har vores naboer på Langesvej 7 også opnået det samme flotte resultat.
Huset på nr. 7 er en klassisk murermestervilla fra 1952 bygget blot ét år før vores eget hus. Det har været ejet af det samme par i mere end 35 år og de har ingen planer om at flytte. Alligevel besluttede de sig for at få lavet et energimærke for at se hvor deres hus stod.
Ligesom os har de skiftet til varmepumpe fra naturgas og installeret et hybrid solcelleanlæg som har vist sig at være de helt afgørende tiltag. Jeg nævnte for dem at et nyt energimærke sandsynligvis ville ende samme sted som vores grundet de matchende tiltag, hvilket vidste sig at holde stik.
Hvorfor få energimærket når man ikke skal sælge?
Det spørgsmål stillede vi også os selv. Men faktisk giver det god mening:
Et energimærke koster omkring 3000 kr. (Norca ApS lavede både vores og naboens rapport).
Det giver en klar dokumentation for husets energimæssige kvalitet.
Hvis huset en dag skal vurderes eller belånes kan energimærket bruges til at placere det i en helt særlig kategori.
For huse fra 1950’erne er det nemlig yderst sjældent at ramme A2010. Kun omkring 0,2 % af husene fra perioden kan præstere det. Og fordi energimærket indgår i vurderingsmetoderne vil et flot mærke som dette alt andet lige stille ejeren bedre også selvom salgsplaner ikke er på tegnebrættet.

At dele erfaringerne
Det føles faktisk lidt fantastisk at se hvordan erfaringerne fra Langesvej 10 kunne gives videre og inspirere naboerne. Resultatet taler for sig selv.
Vi håber historien kan motivere andre ejere af ældre boliger til at tage springet. Der er masser af sjæl i de gamle murermestervillaer og kombinerer man det med moderne energiteknologi som varmepumper og solceller kan man altså nå helt op i toppen af energiskalaen.
Og så er der jo også noget særligt ved den termiske masse i de gamle huse men det er en snak til en anden dag 😉




Comments