top of page
Search

Nyt Energimærke til Langesvej 10

  • Writer: Jesper Gadegaard
    Jesper Gadegaard
  • Jun 13
  • 4 min read

 

Vi har netop fået lavet en komplet gennemgang af vores hus på Langesvej 10 og fået et nyt energimærke, og resultatet er noget, vi er ret stolte af. Huset har nu energimærket A2010.Det er naturligvis resultatet af en omfattende energirenovering, hvor vi har haft fokus på at reducere behovet for tilført energi, men i selve gennemgangen lærte vi faktisk en del nyt, som vi gerne vil dele her.


Husets form 

Noget af det der har haft en positiv indvirkning på vores energimærke, er selve husets form. Vores hjem er en klassisk murermestervilla i tre plan, og det gør faktisk en stor forskel, når man ser på energitabet. Når man bygger i højden frem for i bredden, får man markant mindre klimaskærmsareal (ydervægge, tag og gulv mod jord) pr. opvarmet kvadratmeter, og det giver lavere varmetab.


Hvis vi havde haft et hus i ét plan med samme opvarmede areal på 196 m², ville det samlede areal af klimaskærmen være ca. 532 m². I vores nuværende 3-plans løsning er det samme tal kun 373 m², altså næsten 30 % mindre areal, hvor varmen kan slippe ud. Det betyder helt konkret, at vi bruger mindre energi på at holde huset varmt, og at huset derfor klarer sig bedre i energimærkets beregninger.


Det er en ofte overset fordel ved at bevare og forbedre eksisterende huse i flere plan: kompakte bygninger med høj udnyttelse af volumen giver bedre energieffektivitet, og i vores tilfælde er det med til at løfte huset op i A2010-kategorien. Endnu et bevis på, at ældre huse med den rette indsats sagtens kan konkurrere med moderne nybyggeri.


Hvor meget “sol” må man egentlig trække fra?

En af de overraskelser vi stødte på, var begrænsningen for hvor meget solenergi man må regne med i energimærket. Der er nemlig et maksimalt fradrag på 25 kWh pr. opvarmet m². Det betyder, at vi på Langesvej 10 kun må regne med de 130 m² fra BBR plus de 66 m² kælder, da den også er opvarmet, altså i alt 196 m² x 25 kWh = 4.900 kWh.Vi har installeret et 6 kW solcelleanlæg, men ud fra energimærkets optik, kunne vi "nøjes" med et 5 kW-anlæg. Vores anlæg ligger dog fladt med taget, hvilket typisk reducerer effektiviteten med ca. 15 %, og dermed rammer vi faktisk meget tæt på den reelle maksimale effekt, som energimærket accepterer. Det var ret sjovt at opdage, at vi ubevidst har ramt plet.


Brug af egen strøm

En anden interessant detalje var energimærkets vurdering af, hvor meget af ens egenproducerede strøm man selv bruger. Her regner mærket med, at 50 % bruges lokalt, og resten sendes på nettet.

Men i vores tilfælde kunne vi dokumentere, at vi bruger 85-90 % af den strøm, vi producerer, takket være batteriløsning og buffertank. Alligevel må dette ikke medregnes i beregningen af energimærkets økonomiregnskab. Disse løsninger indgår nemlig ikke i energirammen, og det gør, at vores reelle effektivitet ikke tæller med i den teoretiske eller økonomiske vurdering.Det ændrer dog ikke ved, at gevinsten stadig er der i økonomi og CO₂-reduktion, også selvom den ikke fremgår af det officielle tal. Husk, det er nu engang det faktiske forbrug, man afregnes for i banken, ikke det teoretiske.


Cirkulationspumpen 

En af de lidt overraskende ting vi lærte under energi gennemgangen, var den negative indvirkning cirkulationspumpen har på energimærket. Selvom pumper naturligvis bruger strøm, er deres faktiske elforbrug lavt set i det samlede regnestykke, men da pumpen cirkulerer det opvarmede brugsvand, opstår der et øget varmetab herfra. Dette varmetab giver tilskud til opvarmning af huset i opvarmningssæsonen, men udenfor opvarmningssæsonen er varmetabet spildt. Alligevel tæller det uforholdsmæssigt meget med i energiberegningen, fordi modellen antager et ekstra varmebehov som følge af cirkulationen. Det virker skævt, især fordi pumpen har klare fordele i praksis. Brugsvandscirkulationen minimerer spildvand og giver hurtig komfort, samtidig med at den forbedrer vandkvaliteten ved at undgå stillestående vand i rørene. Men hvis vi skal afslutte med en positiv note, så er det, at pumpernes elforbrug trods alt er med til at øge vores samlede udnyttelse af den strøm, vi selv producerer. De kører primært, når solcellerne yder, og dermed er de med til at sikre, at vi får endnu mere gavn af vores eget setup.


A2010 er en sjældenhed i gamle huse

Med energimærke A2010 er huset nu blandt de blot 0,3 % af huse bygget i perioden 1951-1960, der når dette niveau.



Missionen nu lykkes og bevist! Det kan lade sig gøre at løfte den eksisterende bygningsmasse op på niveau med nybyggeri og til en væsentligt lavere pris, end det ville koste at købe et gammelt hus, rive det ned og bygge nyt. Som bonus får man en bolig med sjæl, charme og historie samt markant lavere udledning.


En særlig tak til Morgan fra Norca


Før Morgans besøg havde han allerede udført et betydeligt forberedelsesarbejde, som viste sig afgørende for vores energimærkningsproces. Under gennemgangen identificerede han en vigtig fejl i det tidligere energimærke: Boligarealet var opgivet til 216 m², hvor det korrekte opvarmede areal er 196 m². Dette medfører, at huset ved købet reelt havde et energimærke D fremfor C. Vi nåede begge frem til at der måtte være tale om en tastefejl, og ellers er man “kommet til” at regne krybekælderen med, som jo ikke er opvarmet.


Vores samlede indsats med energioptimering har derfor løftet husets energimærke fra D til det nuværende A2010.Vi vil gerne rette en stor tak til Morgan for hans grundighed og professionelle tilgang. Virksomhedens oplysninger er angivet herunder. 


Næste skridt: Vurdering af Totalkredit

Sidste skridt i denne omgang bliver at få huset vurderet af Totalkredit, så vi forhåbentlig også kan få den økonomiske værdi til at afspejle den grønne indsats. Tak fordi du læste med – vi håber, det kan inspirere til at gå samme vej.



Norca

Transportbuen 5, 4700 Næstved

Hovednr: +45 60 51 47 88

Mobil: +45 21 99 07 28

E-mail: mjp@norca.dk

CVR: 40013296

Hjemmeside: www.norca.dk



 
 
 

Comments


bottom of page